Opdateret: Kort før klokken ni melder politiet, at vejen er åbnet igen.

Et brud på en gasledning i Ribe i det sydlige Jylland betyder, at dele af Rute 11 - hovedvejen langs den jyske vestkyst - er spærret.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Helt præcis drejer det sig om Plantagevej i Ribe, som i skrivende stund er spærret for trafik mellem krydset med Obbekærvej og Nørremarksvej.

»Der er vejarbejde på stedet, hvor man er ved at udvide til fire spor. I den forbindelse er man kommet til at grave gasledningen over,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann.

Rute 11 er meget trafikeret og går hele vejen fra den tyske grænse i syd forbi Tønder, Ribe, Varde og op til Holstebro, Struer og Thisted i nord.

Derfor giver hændelsen også store trafikale udfordringer.

»Det giver helt sikkert en masse kø,« lyder det fra vagtchefen.

Politiet opfordrer bilisterne til at køre øst om stedet ad Nørremarksvej.

Også togstrækningen mellem Ribe og Bramming er berørt. Strækningen er lige nu lukket, fordi den krydser det sted, hvor gasledningen er sprunget.

Politiet har ikke noget præcist bud på, hvor længe det tager, for at lukke gasledningen igen, men vagtchefen skønner, at det vil gå forholdsvist hurtigt.