Det var en gaseksplosion i kælderetagen, som forårsagede en brand, der senere endte med at koste en 71-årig mand livet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelse om en voldsom brand i en etageejendom i Riddergade i Vordingborg klokken 23.31.

Da brandvæsnet ankom til stedet, lykkedes det at få reddet en 71-årig mand ud af flammerne.

Manden blev indlagt med alvorlige skader som følge af branden, og 12 dage senere afgik han ved døden.

Siden har man forsøgt at fastlægge årsagen til den voldsomme brand, og konklusionen ligger nu klar.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

'Konklusionen på de brandtekniske undersøgelser og den øvrige efterforskning, der er foretaget i sagen, er, at branden er opstået som følge af en gaseksplosion i kælderetagen i huset, hvor den 71-årige mand boede,' lyder det.

Politiet understreger samtidig, at undersøgelserne ikke viser nogen tegn på forbrydelse.