Næsten hele Danmark så med, da en garder nytårsaften skubbede en aktivist på Amalienborg Slotsplads i København. 

Efter skubbet blev den pågældende garder anmeldt, men klagen fører altså ikke noget med sig

Det fremgår af en pressemeddelelse på Forsvarsministeriets Auditørkorps hjemmeside.

Sagen har fået et punktum, da Generalauditoriatet under Auditørkorpset har afvist klagen, står der.

Allerede i februar besluttede auditøren at indstille efterforskningen af sagen, men det blev der klaget over, men uden held for aktivisten.

Det betyder, at der endegyldigt er sat et punktum i sagen.

Generalauditoriatet oplyser, at de ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder har afvist klagen. 

I afgørelsen blev det også lagt til grund, at aktivisten umiddelbart forud for den anmeldte hændelse befandt sig på et sted på slotspladsen, der ikke var beregnet til publikum.

Aktivisten Oskar Kluge var den 31. december sidste år på slotspladsen i København, hvor han fremviste et banner med ordene "Klimakollaps - træk nødbremsen".

Herefter blev han efter eget udsagn skubbet omkuld af garderen og siden slået af en tilskuer. Det har han tidligere forklaret til TV 2.