En 52-årig mand fra Helsingør-egnen har måttet vinke farvel til sin spritnye bil, som lørdag blev beslaglagt af politiet, da manden på ny blev taget i at køre bil uden kørekort.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Selv om manden blev frakendt retten til at køre bil for flere år siden, blev han sidste år snuppet bag rattet over ti gange. Alligevel købte han sig for nylig en ny bil, der kun er ganske få af i Danmark. Den er nu beslaglagt, men Nordsjællands Politi vil ikke oplyse, hvilken sjælden bil der er tale om.

»Den er speciel, og man vil kunne identificere pågældende, hvis det blev meldt ud, og det er der ingen grund til,« siger vagtchef Søren Bjørnestad til BT.

Det var lørdag eftermiddag klokken 17.45, at den 52-årige igen igen blev genkendt af politiet. Denne gang kørende ad Nordre Strandvej i Hornbæk i Nordsjælland. Han var dog ikke udpræget tilfreds med politiets beslutning om at beslaglægge bilen.

»Han har ikke været enig i vores afgørelse, så han ønsker spørgsmålet indbragt for retten,« siger Søren Bjørnestad, der oplyser, at det som regel kun sker i meget få tilfælde, at folk får udleveret deres bil igen.

Det er uvist, hvilket efterspil de mange sager får for bilentusiasten. Sagerne fra 2017 er nemlig ikke blevet afgjort endnu, og i mellemtiden føjer han tilsyneladende kun yderligere til bunken.