Gammel institutionsbygning i Lejre står i flammer


En brand har lørdag morgen ramt byen Allerslev i den midtsjællandske kommune Lejre.
Her står en tidligere skole i flammer.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.
»Vi fik anmeldelsen om branden klokken 07.28. Og der er tale om den bygning, der hedder Gammel Skole på Lejrevej 15 i Lejre,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Sonny Bonde.
Bygningen er ved at blive ombygget til lejligheder, så den indeholder ikke en skole længere. Og grundet ombygningen var der heller ikke personer til stede.
Sonny Bonde fortæller, at den ene fløj af den gamle skole fortsat står i flammer. Men ilden er under kontrol, så man frygter ikke, at den vil brede sig yderligere.
»Den ene fløj er overtændt, og den står ikke til at redde. Men der er kontrol over branden ude på stedet, og de andre dele af bygningen bliver ikke ramt,« siger vagtchefen.
Endnu står det ikke klart, hvor brandvæsenets arbejde på stedet er overstået, ligesom det heller ikke står klart, hvorfor branden opstod. Ifølge vagtchefen er ingen personer kommet til skade i forbindelse med branden.