En 29-årig rumæner blev dømt for voldtægtsforsøg i Italien, men efter sin straf rejste han til København og fortsatte angiveligt sit voldtægtstogt. Fredag den 30. juni stilles han for en dommer tiltalt for voldtægtsforsøg.

Rumæneren er af den italienske presse døbt som 'Galningen fra Bologna', efter han blev dømt for to voldtægtsforsøg i Bologna i 2014.

Han var i den italienske by for at besøge sin mor, men det var ikke det eneste, den 29-årige mand gjorde, skriver Ekstra Bladet.

Angiveligt blev fem kvinder udsat for grove voldtægtsforsøg, men han er kun dømt for to af dem og fik en dom på to år. Hans tilstod overgrebene og undskyldte det med, at han var beruset.

Mens han forsøgte at voldtage dem, havde han klædt sig ud som Alex DeLarge, der er en karakter i filmen 'A Clockwork Orange' fra 1971 af Stanley Kubrick. Han bar en bowlerhat, stok og havde makeup på for at efterligne skurken.

Han er tiltalt for tre voldtægtsforsøg i Danmark.

Da han blev løsladt, tog han tilbage til København, hvor han boede, før han blev dømt. Her fortsatte han angiveligt sine voldtægtsforsøg.

En ung kvinde fra Danmark blev sidste år i august udsat for et overgreb ifølge tiltalen. Det skete angiveligt i Vanløse, hvor han ifølge Ekstra Bladet er anklaget for at beføle hende uden på tøjet.

Senere i oktober måned sidste år er han anklaget for at onanere i bussen 1A foran buschaufføren og de øvrige passager. Da bussen ankom til Hvidovre, steg en kvinde på 25 år af, men det gjorde rumæneren også. Angiveligt fulgte han efter hende, hvorefter han forsøgte at voldtage hende. Den unge kvinde gjorde dog modstand og skreg, så han til sidst løb væk fra stedet.

Han er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse af en anden kvinde. Han rørte hende i skridtet uden på tøjet.