Slag, spark, spyt og bid.

En af årets første julefrokostfredage gik ikke stille for sig i Kolding og Horsens.

Her blev ikke mindre end tre forskellige dørmænd nemlig udsat for vold.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Det begyndte kort før klokken 22, hvor en ansat på en restauration i Jernbanegade blev slået i ansigtet af en 23-årig mand.

Da politiet ankom til stedet, spyttede han mod betjentene og endte da også med at ramme en af dem.

Det sikrede ham en sigtelse for vold mod både en ansat og en tjenestemand i funktion.

En times tid senere var den gal et andet sted i Jernbanegade, hvor en 56-årig mand slog på en dørmand.

Endelig blev en dørmand i Horsens udsat for vold i en sidegade til gågaden i løbet af natten.

Klokken 02.23 blev en 22-årig islænding smidt ud af en restauration. Det fik ham til at gå løs på dørmanden.

Da politiet nåede frem, forsøgte islændingen at bide en af betjentene, og det lykkedes ham også at sparke politiet.