Det gik ikke stille for sig, da Henrik Qvortrup og Mikkel Andersson mandag beskæftigede sig med en opsigtsvækkende voldtægtssag i radioprogrammet 'Q&A' på Radio24syv.

Sagen daterer sig tilbage til 18. august sidste år, hvor en 43-årig mandlig kommunikationsrådgiver, 'Rasmus', mødtes med en kvinde i en lejlighed på Østerbro i København.

Kvinden meldte ham efterfølgende for voldtægt, hvilket anklagemyndigheden rejste tiltale for. Sagen kom for Københavns Byret 26. februar, hvor en enig domsmandsret frikendte ham pure. Efterfølgende valgte statsadvokaten ikke at anke sagen, og dommen er derfor at betragte som endelig.

Ikke desto mindre har den tidligere Venstre-spindoktor, kommunikationsrådgiveren Rulle Grabow erklæret, at hun opfatter ham som gerningsmand og dermed skyldig, og at hun på det kommende Folkemøde på Bornholm har tænkt sig at fortælle andre om hans fortid.

Det fik så en tredje kommunikationsrådgiver, Anna Thygesen, til at fare i flint i form af en klumme i Jyllands-Posten, hvor hun lægger afstand til den selvtægt, hun mener, Rulle Grabow står for.

Alle tre medvirkede i programmet, der udviklede sig ganske dramatisk.

»Jeg har aldrig krænket eller voldtaget nogen som helst, og jeg blev frikendt,« siger 'Rasmus'. Han fortæller videre, at han føler sig udsat for en grænseoverskridende smædekampagne, hvor flere af hans kunder har fået nys om sagen.

»Jeg har aldrig kendt voldtægtsofferet, før hun henvendte sig i februar. I lighed med hvad gerningsmanden har gjort i alle andre sager, sidder han nu også og lyver for åben radio,« siger Rulle Grabow.

Det får nu 'Rasmus' til at varsle et juridisk efterspil. Det er nemlig strafbart at blive ved med at fremsætte de beskyldninger, der er underkendt i retten. Og det er det, der fik Anna Thygesen på banen. Hun har hørt om sagen fra flere af hinanden uafhængige kilder - og hævder, at det hele kommer fra Rulle Grabow. Det fik Rulle Grabow op i det røde felt, og Anna Thygesen gav igen:

»Prøv og slap af. Jeg har ikke gjort dig en skid, og du har svinet mig til, fordi jeg tillader mig at have en anden holdning til det danske retssystem. Jeg synes simpelthen, du skal slappe lidt af. Jeg er edderbankemig forundret over alle de mennesker, prominente ministre, der liker dine mærkelige opslag. Det her handler ikke om, at jeg vil skide alle voldtægtsofre et stykke. Hvad fanden bilder du dig ind?«

»Jeg skrider ud af det her studie nu, fordi jeg er tosset over det her. Og jeg synes, du gør det meget værre,« siger hun og smider sit headset.

»Det er jeg da ked af,« svarer Rulle Grabow.

»Det er du ikke en skid ked af.«.

»Det var det, I gerne ville have, ikke?« spørger Rulle Grabow henvendt til værterne.

Hun lægger ikke skjul på, hvad der er hendes mission.

»Der er brug for flere voldtægtsanmeldelser,« siger hun, der dog indtil videre lader truslen om at fortælle 'Rasmus'' med-oplægsholdere på Folkemødet om sagen ligge.

»Jeg kender ikke nogen, han skal stå i panel med,« siger hun.

Den frikendtes identitet er BT bekendt, men da manden er frikendt, omtaler vi ham i stedet ved navnet 'Rasmus' i denne artikel.