Marokkanske mænd udvises af Danmark med indrejseforbud i 12 og seks år efter røverier.

Flere tricktyverier og røverier på gaden om natten i København i sommer har torsdag ført til, at tre marokkanske mænd er blevet idømt fængsel. Samtidig er de tre blevet udvist af Danmark.

Det oplyser en anklager ved Københavns Politi.

I flere af tilfældene gik mændene målrettet efter dyre ure af mærket Rolex. Ifølge anklageskriftet mistede ejermændene ure til en værdi af mellem 76.100 kroner og 140.000 kroner.

To af de tiltalte er af Københavns Byret hver blevet idømt fængsel i et år og seks måneder, og samtidig er de udvist med et forbud mod indrejse i 12 år.

Den tredje straffes med fængsel i ti måneder, ligesom han ikke må sætte sine fødder på dansk jord i seks år.

Det var i juli, at politiet fik opsnuset trioen, og under ransagning af et værelse og flere skabe på hotellet Next House Copenhagen fandt betjentene blandt andet peberspray og formodede tyvekoster.

Netop et sprøjt med peberspray blev benyttet ved et af røverierne, har anklagemyndigheden hævdet i straffesagen.

Ved et retsmøde i november sagde anklager Sanne Watson, at der efter anklagemyndighedens opfattelse ikke er tvivl om, at to af mændene udelukkende var rejst til Danmark for at begå kriminalitet.

/ritzau/