Lederen af et opholdssted for kriminalitetstruede unge var anklaget for at låne sin bil ud til hashtransport.

København. En gadeplansmedarbejder, der har været leder af et opholdssted for kriminalitetstruede unge i København, er blevet frifundet i en sag om over 300 kilo hash.

Det meddeler mandens forsvarer, Kåre Pihlmann. Gadeplansmedarbejderen blev mistænkt i sagen, fordi han havde lånt sin bil ud til en af de andre tiltalte.

- Politiet havde fået et anonymt tip, om at der var hash i meget stor mængder i en lejlighed på Nørrebro. I den forbindelse blev de opmærksomme på gadeplansmedarbejderen, som er en bekendt til ejeren af lejligheden, fortæller Kåre Pihlmann.

- De bliver også opmærksomme på, at gadeplansmedarbejderen nogle gange lånte sin bil ud til ejeren af lejligheden. Derfor var det politiets antagelse, at han vidste, hvad den skulle bruges til.

Anklager Sabrina Eifler havde krævet tre års fængsel. Men Københavns Byret mente ikke, at det var bevist, at gadeplansmedarbejderen viste, hvad bilen skulle bruges til. Derfor blev han frifundet.

Han blev dog idømt en bøde for at være i besiddelse af små mængder hash til eget forbrug.

To andre mænd blev dømt i sagen. Den ene fik halvandet års fængsel, mens ejeren af lejligheden fik to og et halvt års fængsel. De to mænd bad om tid til at overveje, hvorvidt de vil anke.

/ritzau/