Tirsdag morgen er en gårdejer på Mallevej i Ranum faldet 25 meter ned i en brønd.

Det skriver Nordjyske.

Gårdejeren er en midaldrende mand. Han faldt ned, da han skulle ordne en vandinstallation.

Nordjyllands Beredskab fik anmeldelsen klokken 7.48.

»Manden var ved at ordne noget på sit vandværk,« siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Allan Frisk og tilføjer:

»Det har han formodentlig gjort mange gange før, men denne gang var han altså særdeles uheldig og faldt hele vejen 25 meter ned i den dybe brønd.«

Manden brækkede i sit fald en arm og et ben, hvorfor det var umuligt for ham at komme op ved egen hjælp. Derfor blev en brandmand sænket ned til gårdejeren, som herefter blev løftet op ved hjælp af en sele.

Omkring klokken klokken halv ti var aktionen ovre.