»Den lille luder. Så skal der laves gæld til metro wallah«.
Sådan lyder én blandt mange beskeder fra en gruppe med metrokontrollører, der i 2023 delte forskellige passagerers CPR-numre med hinanden.
CPR-numrene tilhørte sårbare personer som hjemløse og psykisk syge, og de blev ifølge B.T.s oplysninger delt med henblik på at udstede falske afgifter. Den historie kan du læse her.
Den københavns metro er ejet af Metroselskabet, der så betaler den private virksomhed Metro Service A/S for at stå for driften - herunder at tjekke passagernes billetter.
Og nu reagerer Metroselskabet på B.T.s afsløring.
»Sagen, som B.T. beskriver, ligger inden for Metro Services ansvarsområde som driftsoperatør, men vi tager sagen meget alvorligt og er i direkte dialog med selskabet for at sikre, at der bliver taget de nødvendige skridt,« siger Mads Thostrup, chef for drift og vedligehold hos Metroselskabet.
Metro Service har stået for driften af metroen siden åbningen i 2002, men operatørens kontrakt udløber i 2027.
Her er de én blandt tre bydere, der fortsat er med i kapløbet om at få den nye kontrakt.
Metroselskabet vil ikke svare på, om denne sag vil få indflydelse på Metro Services chancer for at få en ny kontrakt.
»Vi forventer naturligvis, at alle potentielle leverandører lever op til gældende lovgivning og de krav, vi stiller til etik, datasikkerhed og drift,« siger Mads Thostrup.
Kender du til sager, hvor der er blevet udstedt falske afgifter? Eller kan du på anden måde bidrage til B.T.s fokus? Så må du meget gerne skrive til sebj@bt.dk – alle henvendelser behandles fortroligt.
B.T. har foruden dokumentation i form af skærmbilleder fra flere beskedtråde i Metas Messenger-app også talt med to tidligere metroansatte og to nuværende metroansatte. De har alle under deres ansættelse hørt om de falske afgifter.
De nævner alle en sag, der angiveligt skulle være fundet sted for »et par år siden«, og hvor en metrokontrollør blev taget i at udstede falske afgifter til en borger i København.
Problemet var dog, at den pågældende person var indlagt på tidspunktet, og at vedkommendes værge fandt afgifterne.
Sagen kom herefter videre til Metro Service, der ifølge B.T.s fire kilder bortviste en kontrollør. Metro Service har dog ikke villet bekræfte denne historie.
Metro Service har heller ikke ønsket at kommentere skærmbillederne, men oplyser, at man tager »ethvers misbrug af beføjelser meget alvorligt«.