Det er ikke en god ide at gå alene på stisystemerne i Greve, lyder meldingen tirsdag fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Beskeden kommer, efter at flere kvinder og børn er blevet blufærdighedskrænket på de snævre stier omkring Enghusene, Lundehusene og Stenås.

»Vi opfordrer til, at man ikke går der alene. Det er mere sikkert og trygt, hvis man er flere,« siger Charlotte Tornquist, som er kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, til lorry.dk

Siden fredag har to voksne kvinder, to små piger og en teenagepige været ofre for overgreb på stierne.

En bare 8-årig pige blev hevet i sin kjole, en 11-årig blev befølt i skridtet, og en 17-årig blev befølt på brysterne, siger Charlotte Tornquist.

Mandag var den gal igen.

To kvinder blev uafhængigt af hinanden med få timers mellemrum befølt på brysterne og raget i skridtet.

Politiet antager, at der er en sammenhæng i sagerne. Blandt andet fordi gerningsmanden beskrive som en yngre dansk mand, der bevægede sig rundt både til fods og på cykel på stisystemerne i Greve.

Med lidt forskelligt signalement beskrives han som værende mellem 18 og 25 år. Ifølge den ene kvinde havde han lyst, kraftigt hår og var cirka 180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført sort hættetrøje med hætten trukket op og mørke bukser.