Et fysiklokale på Rødkilde Skole i københavnerbydelen Vanløse stod pludselig i flammer fredag formiddag.
Derfor rykkede både politi og brandvæsen ud til skolen.
Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi, Stefan Ladeby, til B.T.
Alarmen gik 11.24, og kort efter skrev Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X, at mandskabet var rykket ud til skolen.
»Ved ankomst har vi konstateret røgudvikling i et lokale,« skrev beredskabet.
Alle skolens elever blev derfor evakueret.
»Skolen fik selv alle eleverne ud af bygningerne efter deres egen evakueringsplan. Alt foregik upåklageligt efter planen,« siger politiets vagtchef.
Heldigvis kunne Hovedstadens Beredskab hurtigt melde, at branden var under kontrol, og at ingen var kommet til skade.
De kommende timer er politiet til stede i området i forbindelse med en såkaldt »tryghedsskabende indsats.«
Alle med relation til skolen eller området, kan derfor få svar på deres spørgsmål, oplyser vagtchefen.