En brand har lørdag aften forårsaget kraftige brandskader på dele af Læssøesgades Skole i Aarhus Midtby, hvor især sløjdlokalet er hårdt ramt.
»Brandskaderne er omfattende, men jeg har ikke det klare overblik, da vi ikke har været inde på skolen endnu,« fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi Lars Bisgaard.
Omkring 20.30 lørdag 25. december gik lndbrudsalarmen på skolen, da en rude blev smadret, hvorefter der blev kastet fyrværkeri ind ad det smadrede vindue.
Fyrværkeriet fik fat i sløjdlokalet samt ventilationsanlægget, der også er blevet beskadiget.

Kort efter branden blev sat i gang, blev der set to unge personer løbe fra stedet. Disse er endnu ikke identificeret.
Derfor vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med de to unge personer, hvorfor de gerne hører fra folk, der kan have set noget ved skolen.
»Det er ikke sikkert, at de har noget med branden at gøre, men de har været på stedet, og derfor er vi interesseret i at høre fra dem,« fortæller vagtchefen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.
Ingen personer er kommet til skade under branden.
