En løsesum på 100.000 euro - knap 750.000 kr.

Det var hvad en tidligere medarbejder hos den danske afdeling af firmaet Trustpilot krævede, hvis han ikke ville skade firmaet ved at offentliggøre, at han uden problemer havde kopieret erhvervshemmeligheder om firmaets kunders kundedatabaser.

Det erkendte den 36-årige mand, da han mandag blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København - sigtet for afpresning efter uberettiget at have skaffet sig adgang til sin tidligere arbejdsgivers erhvervshemmeligheder.

Trustpilot er et af Danmarks største sites, der lader brugerne skrive kundeanmeldelser af alskens virksomheder. På firmaets hjemmeside hedder det blandt andet, at »Vi vil være det mest troværdige community for brugeranmeldelser på markedet«, ligesom Trustpilot forsikrer, at »Tillid er omdrejningspuntet for alt, hvad vi gør«.

Firmaet havde tilsyneladende også masser af tillid til sine ansatte. I hvert fald forklarede den tidligere medarbejder i grundlovsforhøret, at han havde kunnet downloade kundedatabaser fra sin egen og tre andre ansattes e-mail-konto hos Trustpilot, fordi alle ansatte anvendte samme adgangskode. Der var tale om kundedatabaser fra Trustpilots kunders kunder.

Den nu 36-årige havde været ansat i en kort periode fra april 2014 til juni 2014, indtil han blev fyret på grund af en episode med en anden ansat. Herefter var han flyttet til Irland, og havde på et tidspunkt  i det følgende år benyttet sin gamle mail-adgang til at kopiere kundedatabaserne.

Herefter havde han så ifølge sigtelsen krævet 100.000 euro, som betaling for ikke at offentliggøre, at han var i besiddelse af kundedatabaserne, ligesom han truede med at kontakte Trustpilots kunder og oplyse dem om, at Trustpilot ikke beskyttede kundernes private oplysninger tilstrækkeligt.

Over for dommeren erkendte den 36-årige sig skyldig og fortalte, at han  havde haft en dialog på e-mail med ledelsen fra Trustpilot, der angiveligt var villig til at udbetale 50.000 euro, hvis anholdte udleverede de downlodede kundedatabaser. Der var dog aldrig blevet betalt nogen penge.

Dommeren besluttede i første omgang at lade den sigtede få anholdelsen opretholdt i tre døgn.