Det var voldtægt og ikke blot »anden kønslig omgang«, da en mand begik overgreb mod to piger fra henholdsvis Øster Skerninge og Refsvindinge på Fyn.

Politiet har hidtil vurderet, at der var tale om »anden kønslig omgang end samleje«, men nu slår efterforskningschef Henrik Justesen, Fyns Politi, fast, at der var tale om voldtægt. Til Fyns Amts Avis siger han, at manden, der endnu er på fri fod, vil blive sigtet efter voldtægtsparagraffen, der kan give fængsel op til otte år.

Over 100 mænd har været i politiets søgelys i sagen, men halvdelen af dem er frikendt, efter at de har afgivet DNA-materiale.

Overgrebene mod de to piger på henholdsvis 10 og 11 år fandt sted i oktober og november.

BNB