Fyns Politi efterforsker ny sag om bombetrusler
Omkring 20 skoler og uddannelsesinstitutioner har modtaget en bombetrussel.

Omkring 20 skoler og uddannelsesinstitutioner har modtaget en bombetrussel.

Fyns Politi efterforsker torsdag en ny sag om bombetrusler mod flere skoler og ungdomsuddannelser i Odense Kommune,
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog klokken 07.41 en anmeldelse om, at flere ungdomsuddannelser havde modtaget bombetrusler på mail.
Kort efter kom der også anmeldelser fra flere folkeskoler, som havde modtaget lignende trusler. I alt drejer det sig om omkring 20 skoler og uddannelsesinstitutioner.
Efter en samlet vurdering har politiet vejledt alle uddannelsessteder om at fortsætte dagen som normalt. De er samtidig blevet instrueret i at kontakte politiet øjeblikkeligt, hvis de modtager yderligere trusler.
Fyns Politi har inden for den seneste tid håndteret flere sager om trusler mod forskellige skoler samt et indkøbscenter. Alle har været grundløse trusler.
Der er én person sigtet i en tidligere sag om trusler mod efterskoler, men politiet vurderer ikke, at der er sammenhæng mellem sagerne.
Politiet fortsætter efterforskningen for at finde gerningspersonen bag dagens trusler.
Onsdag blev Campus Køge evakueret grundet en bombetrussel. Læs om sagen HER.