Det er forkert, at Asmaa Abdol-Hamid ikke vil give hånd til fremmede mænd, når hun arbejder for Fyns Politi, mener Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup. Han kalder hendes nye ansættelse hos politiet for problematisk for integrationen og sikkerheden.

Asmaa Abdol-Hamid ønsker ikke selv at kommentere på Skaarups udtalelser, men henviser til Fyns Politi. Og her ser man igen problemer i den to måneders lange ansættelser, hvor Asmaa skal arbejde på at skabe bedre dialog mellem politiet og indvandrere.

- Først og fremmest er Asmaa ansat til et projekt og repræsenterer ikke politiet, men projektet, siger politidirektør hos Fyns Politi, Poul Bjørnholdt Løhde.

- Hvordan hun hilser, har jeg svært ved at se, er et problem. Hun hilser i øvrigt høfligt på mig ved at lægge sin højre hånd op mod hjertet og bukke sig imod mig. Det anser jeg for mere høfligt end dem, der stikker mig deres høje hånd og kigger den anden vej, siger politidirektøren. Han mener, det er vigtigt, at politiet også respekterer andre kulturers måde at hilse, spise eller gøre andre ting på.

Peter Skaarup mener også, at Asmaas tidligere ekstremistiske synspunkter og arbejde som talsmand for muslimske organisationer, som politianmeldte Jyllands-Posten efter Muhammed-tegningerne, stiller spørgsmålstegn ved, om hun trækker på samme hammel som det danske politi.

- Jeg er helt sikker på, at Asmaa trækker på samme hammel, som vi har i det her dialogprojekt. Hun skal ikke trække på samme hammel som politiet. Hun har et dybfølt ønske om, at vi får den her dialog, som kan være med til at nedbryde barrierer og forhindre unødvendig uro. Hvad hun i øvrigt trækker på, er jeg ikke så interesseret i, siger politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde.