Juleaften 2016 fik Emilie Mengs familie den værst tænkelige besked.

Deres datter var blevet fundet. Død. Smidt i en afsides sø. Udsat for en grum forbrydelse.

Det var en hundelufter, der den 24. december fandt liget af 17-årige Emilie Meng, da han gik tur langs søerne ved Regnemarks Bakke nær Borup. Hundens næse fik færden af noget nær søbredden, og da hundelufteren kom nærmere, kunne han konstatere, at der lå en død person.

I syvende afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet', som du kan høre herunder, fortæller præsten Anne Helleberg Kluge om den ekstremt svære og følelsesladede kontakt, hun havde med Emilie Mengs familie i julen 2016.

»Det var en kæmpe forfærdelse. Nu var der gået så lang tid, så håbet om, at hun skulle komme uskadt tilbage, var meget lille. Men så tænker man, at hvis de bare finder hende, så får vi ro. Men der kom tværtimod en endnu større uro og rædsel,« fortæller Anna Helleberg Kluge.

Da Emilie Meng blev fundet, havde hun været forsvundet i 168 dage.

Hendes lig var blevet smidt 65 kilometer fra Korsør Station, hvor hun sidst blev set i live 10. juli 2016.

Dagen efter fundet af liget indkaldte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til et pressemøde, hvor de bekræftede, at der var tale om den 17-årige Emilie Meng, som tusindvis af danskere siden hendes forsvindingsdag havde ledt efter weekend efter weekend.

Emilie Meng
Emilie Meng Foto: privat
Vis mere

Men der var også en lang række oplysninger, som politiet undlod at fortælle offentligheden.

Hvordan Emilie Meng mistede livet, og under hvilke omstændigheder hun blev fundet, er oplysninger, som politiet den dag i dag stadig holder tæt til kroppen.

Sorgen løb ned ad væggene

Anna Helleberg Kluge valgte på eget initiativ at tage kontakt til Emilie Mengs mor efter fundet af Emilie Meng.

Og det møde, hun efterfølgende holdt med den sorgramte mor, glemmer hun aldrig.

»Sorgen var helt fysisk. Jeg havde det sådan, at jeg næsten kunne se det løbe ned ad væggene,« husker Anna Helleberg Kluge, der den 19. januar 2017 stod for begravelsen af Emilie Meng.

B.T. har været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men de har ikke ønsket at medvirke i B.T.s podcast.

Lyt til B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' her.

Ved du noget om sagen, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til meng@bt.dk - Tak.