Fyns Politi fik en noget dramatisk søndag aften. Et rutinemæssig forsøg på at standse en fuld traktorfører ende nemlig med, at politiet måtte skyde to af mandens hunde.

Klokken var omkring 17, da politiet modtog et opkald fra en bekymret borger, der havde observeret den 33-årige traktorfører, som kørte rundt i spirituspåvirket tilstand omkring Glamsbjerg. En patrulje forsøgte derefter at standse mandens traktorkørsel, men den 33-årige havde ikke lyst til at stoppe.

Det fik dog ikke politiet til at give op. I stedet besluttede betjentene sig for at møde op på mandens adresse. Men der blev politiet absolut ikke venligt modtaget. Traktorførerens tre hunde gik nemlig til angreb på politiet. Og det gik ikke stille for sig. De tre hunde af racerne rottweiler, labrador og schæfer var tilsyneladende så voldsomme, at politiet ikke så nogen anden udvej end at skyde.

Den politimand, der stod forrest, afgav to skud mod hunde, hvilket fik hundene til at forsvinde. To af hundene blev dog ramt af skuddene, og en dyrlæge måtte derfor aflive den ene, mens den anden skal opereres, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

Det lykkedes politiet trods hundedramaet at anholde den 33-årige mand, og en efterfølgende ransagning afslørede, at manden var i besiddelse af en del ulovligt fyrværkeri.

Den 33-årige er derfor blevet sigtet for overtrædelser af færdselsloven, vold mod tjenestemand samt for at have opbevaret ulovligt fyrværkeri.

De nye sigtelser kan manden føje til sin i forvejen plettede straffeattest, idet det ikke er første gang, han har stiftet bekendelse med politiet.

I august blev han også sigtet for politivold, idet han forsøgte at påkøre en patruljevogn med sin traktor. Desuden truede han politibetjentene  med at slå dem ihjel.