Mandag aften udspillede der sig en vild ulykke.

Det skete i krydset ved Dronningens Boulevard og Chr. Ydes Vej i Herning, da en 26-årig mand fra Vildbjerg mistede kontrollen over sin bil.

Det rapporterer TV Midtvest.

Føreren kørte først direkte ind i et lyssignal, fortsatte ud i krydset og bragede ind i endnu et lyssignal, før bilen begyndte at rulle omkring 100 meter hen ad vejen.

Et vidne vurderede, at bilen kørte mere end 100 kilometer i timen kort før sammenstødene, ifølge politiet.

Den 26-årige viste sig efterfølgende at være påvirket af alkohol og er nu sigtet for spirituskørsel og for ikke at have tilpasset hastigheden til forholdene.

»Han slap meget heldigt og kun med nogle knubs«, siger politikommissær Erik Kristensen i Herning til mediet.