Borgerne i byen må have fået sig noget af et chok.

Her blev flere mødt af et syn, som de sent vil glemme. Kl. 00.20 blev det anmeldt, at en mand gik rundt med en økse i området, hvilket skabte stor utryghed.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fra weekenden.

Da politiet var på vej hen til stedet, fik de at vide, at han nu var i gang med at smadre en dør med øksen, fremgår det af døgnrapporten. 

Og det var ganske rigtigt. Da patruljen kom frem, kunne de konstatere, at der rigtignok var en dør, som var blevet smadret.

Herefter fortalte vidner, at manden var blevet set gemme sig i et grønt område i nærheden. 

'Ved hjælp af hunde og en drone med varmesøgende kamera fandt politiet den mistænkte person, der var en mand på 37 år,' skriver politiet i døgnrapporten. 

Her fremgår det også, at manden havde fået en øl eller to for meget. I hvert fald var han påvirket af alkohol, men det nævnes dog ikke, i hvilken grad.

Foruden øksen fandt politiet også en kniv og en hammer på manden, der blev sigtet for ulovlig besiddelse af kniv samt indbrud.