Siden der lørdag aften blev fundet et sæt løbetøj midt på en strand mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig, har politiet frygtet, at der kan være sket en ulykke. Nu har de en særlig opfordring i sagen.

Det var klokken 18.39, at en tilfældig forbipasserende fandt et sæt løbetøj, der var efterladt på stranden ved Lynghusvej. Sættet bestod af et par løbebukser, en grå t-shirt med en blå ugle på, en sort sports-bh samt et par sokker og et par sko.

Der var hverken nøgle eller håndklæde ved tøjet, og den forbipasserende blev stående i 20 minutter og spejdede efter ejermanden. Desværre forgæves.

Politiet iværksatte derfor en større eftersøgning af stranden og havet, men havde lørdag heller ikke held med at finde kvinden, der må formodes at have efterladt tøjet. Derfor frygter politiet, at hun kan være druknet.

Søndag morgen fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi, at man endnu ikke har fundet tøjets ejermand.

»Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at lede på havet i går, og vi havde tre redningsbåde ude og en helikopter i luften i mange timer, men vi har ikke kunnet finde nogen ude på vandet,« fortæller vagtchefen og fortsætter:

»Og nu er det sådan, at er tiden forpasset i forhold til at redde nogen, der er ude på vandet. Man har nogle meget fine beregningsformler, man arbejder ud fra, og på et tidspunkt siger man, at der ikke er mere at komme efter. Hvis der er nogen ude på vandet, så er de druknet nu, desværre.«

'Det får ikke konsekvenser'

Derfor er politiet stoppet med at søge på havet.

»Vi har ikke nogen, der er meldt savnet eller bortgået deroppe, så vi ved ikke, hvem der ejer tøjet,« lyder det.

Af den grund har politiet en særlig opfordring.

»Det, vi har brug for nu, er, hvis der er nogen, der ejer tøjet og gerne vil stå frem, så kan jeg kun opfordre til at gøre det, så vi kan få lukket sagen. Hvis der sidder en eller anden, der måske ikke tør stå frem, fordi man er bange for, at det får konsekvenser, så kan jeg sige, at det gør det ikke,« siger vagtchefen.

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Vis mere

Han forklarer desuden, at det ikke tyder på, at tøjet lå længe på stranden, før det blev fundet.

»Det er mere fugtigt af aftenfugten, end det er fugtigt, fordi det har ligget længe og er blevet vådt. Det er heller ikke overdækket med sand, så det kan ikke have ligget særligt længe på standen.«

Søndag eftermiddag klokken 14 oplyser politiet, at man endnu ikke har hørt fra tøjets ejermand eller hørt fra folk, der kan genkende tøjet.

Politiet vil også meget gerne i kontakt med personer, der har en idé om, hvem tøjet tilhører. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.