En mand fra Brøndby kom alvorligt til skade, da han nytårsaften skulle lukke en flaske champagne op.

Flasken eksploderede mellem hans ben, hvilket førte til, at manden fik skåret en arterie i låret over. Det skriver TV2 Lorry, der først omtalte sagen.

Manden mistede så meget blod, at han akut blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter. Her fik han yderligere hjertestop grundet det store blodtab.

»Manden sad med flasken mellem benene, og da proppen skulle af, eksploderede flasken. Glasskårene skar en arterie over i mandens lår, og han mistede derfor meget blod og blev i kritisk tilstand fragtet til hospitalet, hvor han er blevet opereret,« fortæller vagtchef Torben Wittendorf fra Københavns Vestegns Politi til BT.

Tirsdag morgen lyder meldigen fra Københavns Vestegns Politi, at manden fortsat er i kunstigt koma.

»Man vil forsøge at vække ham i dag,« siger vagtchefen.