Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.


»Jeg gør det her, fordi jeg brænder helt vildt for de sager, vi arbejder med, og fordi jeg simpelthen synes, det er for tåbeligt, at vi ikke kan få lov til at bruge værktøjet.«

Til daglig efterforsker Martin Wittrup Enggaard drab ved Københavns Politi. I stilhed. Og han er egentlig ikke typen, der som sådan har lyst til at råbe op om sit arbejde.

Men Martin Wittrup Enggaard er frustreret.

Frustreret, fordi han de seneste år har kunnet se, hvordan udenlandske kollegaer med stor succes har brugt en ny efterforskningsmetode, som man endnu ikke har taget stilling til herhjemme.

»Det er frustrerende at vide, at det findes og virker. Der vil stensikkert være sager, vi ville kunne opklare, og derfor er det enormt frustrerende at sidde og vide, at værktøjet ligger lige foran én, men at vi ikke må bruge det.«

Genetisk slægtsforskning hedder metoden.

For nylig stillede drabsefterforskeren, som i denne artikel udtaler sig som privatperson, og nogle kollegaer et borgerforslag om netop metoden.

Deres ønske er, at landets magthavere sørger for, at genetisk slægtsforskning bliver en del af politiets værktøjskasse.

Metoden tager udgangspunkt i den type slægtsforskning, der bruger dna til at kortlægge vores stamtræer.

Metoden vil være relevant at bruge i de sager, hvor der ligger en dna-profil fra gerningsmanden, som ikke kan findes i politiets traditionelle register.

Med genetisk slægtsforskning vil man – meget kort fortalt – få bud på slægtninge til vedkommende, og med det udgangspunkt kan man med hjælp fra kirkebøger, personregistre og lignende udfylde stamtræet, indtil man finder en mulig gerningsmand

På den anden side af Atlanten har man de seneste år benyttet metoden. Drab er blevet opklaret. Uidentificerede lig identificeret. Voldtægtsmænd pågrebet.

»Det virker i et land som USA, som ikke har nogen speciel god registrering af deres borgere. Der har vi en helt anden forudsætning i Danmark med vores kirkebøger.«

»Så for mig at se er det her et endnu mere brugbart værktøj i Danmark, end det er i USA. Og i USA opklarer de jo den ene sag efter den anden i disse år – alene på baggrund af det her værktøj,« konstaterer drabsefterforskeren.

I USA betegnes metoden som kontroversiel. For den er ikke reguleret, og det har tidligere skabt etiske dilemmaer, at kommercielle databaser blev taget i brug – uden de, der i nysgerrighed har indsendt deres dna for at blive klogere på stamtræet, var bevidste om det.

Siden har de amerikanske myndigheder dog indgået et samarbejde med to databaser, hvori politiet kun kan søge på dem, der har givet samtykke.

Samtykke er også kernen i den model, Martin Wittrup Enggaards foreslår.

At folk helt selv må beslutte, om de vil hjælpe politiet med et mundskrab. Og at man har mulighed for at trække samtykket tilbage.

Drabsefterforskeren er overbevist om, at der vil være opbakning.

Han henviser til, at tre ud af fire danskere i en meningsmåling foretaget af Epinion for DR for nogle år siden udtrykte støtte til et nationalt dna-register over hele befolkningen, som politiet kan bruge i sit opklaringsarbejde.

I Martin Wittrup Enggaards tænkte database er der dog langtfra brug for så meget dna.

Faktisk gør han B.T.s journalist opmærksom på, at hun skyder langt over, da hun spørger, om det vil være nok med 400.000 frivillige.

»Det er slet ikke i den størrelsesorden. Overhovedet ikke,« siger han – uden at sætte et konkret antal på.

Martin Wittrup Enggaard er skråsikker. Helt og aldeles overbevist om, at den vil være skelsættende for efterforskning af eksempelvis drabs- og voldtægtssager.

»Et af de uopklarede, ældre drabs- og voldtægtssager, men noget andet er de fremtidige sager. Det handler også om de sager, der sker i morgen og om et år, og hvor vi er blevet endnu bedre til at samle dna.«

»Det handler også om at stoppe en gerningsmand, før han begår noget nyt. Så for mig at se vil det også have præventiv effekt.«

Og så er der det ressourcemæssige.

»For mig at se er det langt mere ressourcekrævende – og i øvrigt også indgribende over for den enkelte borger – når vi går ud og beder om dna fra en masse forskellige mennesker, som ikke har noget med en sag at gøre, men som en form for udelukkelsesmetode.«

Martin Wittrup Enggaard er til daglig drabsefterforsker ved Københavns Politi. Men kampen for at få genetisk slægtsforskning som efterforskningsredskab tager han som privatperson.
Martin Wittrup Enggaard er til daglig drabsefterforsker ved Københavns Politi. Men kampen for at få genetisk slægtsforskning som efterforskningsredskab tager han som privatperson. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Martin Wittrup Enggaard kommer ikke med konkrete eksempler. Men det har tidligere været offentligt fremme, at der i eksempelvis Emilie Meng-sagen ligger dna fra 1.337 personer i databasen over genetiske spor.

»Den metode er for mig at se mere indgribende over for borgeren, for hvordan vil man have det med at sige nej? Hvis man ikke har lyst til at give dna, bliver man så mistænkeliggjort?«

I Martin Wittrup Enggaards optik er der intet, der taler imod brugen af genetisk slægtsforskning i efterforskningen. Intet.

Og det er netop derfor, den ellers meget lidt højtråbende efterforsker har taget bladet fra munden i forsøget på at råbe politikerne op.

»Det er for de dræbte, det er for de pårørende, og det er for, at vi kan yde retfærdighed.«

Andre læser også