Fire personer er onsdag aften blevet kørt på sygehuset i Skejby efter at have været involveret i en færdselsulykke.

Ulykken skete på Viborgvej ved Sabro. 

Det fortæller Chris Mose, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

»Vi fik anmeldelsen klokken 19.12. To biler kørte frontalt sammen,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Til trods for ulykkens karakter er der ingen, der er i livsfare. Der er fire personer, som er blevet kørt på skadestuen. Deres køn, alder og tilstand har jeg ikke noget nærmere om nu, da vi lige er færdige derude.«

Vejen er åben for trafik igen, og ulykken har ikke givet de store trafikale gener, fortæller vagtchefen.