En frisør er blevet sigtet for at overtræde corona-lovgivningen, da frisøren holdt åbent i Jyllingecentret - hvor frisøren ifølge de nuværende regler ikke må holde åbent.

Det var klokken 14:11 torsdag, at politikredsen modtog et tip om, at en frisørsalon i Jyllingecentret holdt åbent og havde kunder i forretningen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

'En patrulje kunne efterfølgende konstatere, at frisørsalen havde åbent for kunder, idet en ansat var i færd med en klipning,' lyder det.

Den eneste adgangsvej til frisørsalonen var gennem centret, og derfor vurderede politiet, at der forelå en overtrædelse af corona-lovgivningen.

'Indehaveren – en 32-årig mand fra Rødovre – blev sigtet for overtrædelse af corona-lovgivningen og kan nu i nærmeste fremtid se frem til at modtage en bøde på 10.000 kroner som afgørelse på sagen,' oplyser politiet.

Personalet i frisørsalonen fik dog lov til at færdiggøre klipning af kunden.

Politikredsen oplyser videre, at frisørsalonen var en af i alt 127 butikker, som politipatruljer i hele politikredsen besøgte i løbet af torsdagen for at kontrollere, om butikkerne fulgte retningslinjerne for at minimere risikoen for smitte med coronavirus.

'Det generelle indtryk var glæde over at se politiet, som i øvrigt ikke fandt anledning til at tage bødeblokken frem andre steder end i Jyllinge,' lyder det i døgnrapporten.