En pædagogmedhjælper i Randers Kommune blev i april sigtet for at have krænket en pige seksuelt i den kombinerede børnehave og vuggestue Stjernehuset.
Men selvom sigtelsen blev droppet i midten af juni af Statsadvokaten, så får han ikke jobbet tilbage.
Det står klart, efter byrådet i Randers Kommune tirsdag har mødtes til et ekstraordinært møde for at snakke sagen igennem.
Her har man valgt at bakke op om den beslutning, som børn- og skoleforvaltningen har besluttet i sidste uge. Det skriver TV2 Østjylland.
Der var ellers pres på fra 14 byrådsmedlemmer, der ville give den rensede muligheden for at få sit job tilbage.
Det var derfor, at der blev indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde tirsdag.
Her valgte et flertal på 21 politikere dog at holde fast i beslutningen om, at han ikke bliver genansat.
Kommunaldirektøren, Jesper Kaas Schmidt, har udtalt, at han bakker om forvaltningens beslutning.
Det gør han, fordi målet er, at man nu kan skabe ro på Stjernehuset og komme tilbage til dagligdagen.
Og det vil nemmest ske, hvis den rensede ikke bliver genansat.
Bjarne Overmark, der er medlem af byrådet for partiet Beboerlisten, var langt fra tilfreds med børn- og skoleforvaltningens beslutning.
»Jeg tror, det er forvaltningens indstilling om, at han ikke skal tilbage på sin arbejdsplads, der er problemet. Det giver uro på stedet. Alle de ansatte på stedet ønsker ham tilbage, og mit indtryk er, at 95 procent af forældrene ønsker ham tilbage,« sagde han til TV2 Østjylland.
Forvaltningen har oplyst, at man ønsker at forsøge at hjælpe pædagogmedhjælperen til at få et andet job, men man vil ikke love noget.
Forældrene blev kontaktet, da sagen startede, hvor de blev tilbudt krisehjælp.
Mistanken gik på, at pædagodmedjælperen havde krænket et barn seksuelt.
Stjernehuset ligger i et villakvarter med forholdsvist nye huse i Randersforstaden Helsted og har 13 vuggestuebørn og 69 børnehavebørn.
