Højesteret afgør, om fynske hunde skal dø. Hvis dommen går ejerne imod, kan de vente kæmperegning for tre års hundepension i politiets varetægt

Ikke alene mister de to fynboer Anders Bruun og Søren Bruun uigenkaldeligt deres elskede hunde Frigg og Marley, hvis Højesteret på tirsdag dømmer hundene til aflivning.

I givet fald risikerer de to hundeejere også bagefter at blive præsenteret for en mega-regning for hundenes – tvungne – ophold på hundepension gennem mere end tre år. Der har de to firbenede søskende nemlig opholdt sig på ordensmagtens beslutning, siden politiet, imod ejernes vilje, afhentede og konfiskerede de to hunde i september 2014.

Regningen risikerer at løbe helt op i 400.000 kroner, skønner Charlotte Andersson, formand for Foreningen Fair Dog, som kører den yderst principielle sag for de to fynske medlemmer mod anklagemyndigheden ved Højesteret.

»Prisen for et døgnophold i en hundepension er typisk 188 kroner pr. hund. Og da Frigg og Marley blev taget med af politiet den 9.  september 2014 – altså for nu 1.125 døgn siden – løber det jo voldsomt op. For mig at se er det en helt uholdbar situation og stiller hundeejerne fuldstændig uden retssikkerhed, at de ikke alene får beslaglagt deres hunde, men bagefter også risikerer at blive præsenteret for en kæmperegning for noget, de ikke selv har indflydelse på. Det er vanvittigt og absolut ikke en retsstat værdig,« siger Charlotte Andersson.

Hundene Frigg og Marley blev afhentet og konfiskeret, efter at en nabo havde anmeldt hundene som værende blandt de 13 racer, der siden 2010 med indførelsen af hundeloven blev gjort ulovlige i Danmark.

Men ejerne Anders Bruun og Søren Bruun fra Odense fastholder, at der ikke er ulovligt blod i Frigg og Marley, som er fra februar 2014 og samme kuld. Opdrætteren fastholder ligeledes, at hundenes mor er en blandingshund og faderen en omstrejfende labrador retriever. Og at hundene dermed er helt lovlige.

Mens politiets opfattelse er - alene ud fra hundenes udseende – at de indeholder minimum én procent gén-materiale fra den ulovlige hunderace american staffordshire. Og at de begge derfor skal aflives.

»Flere hundrede tusinde kroner er jo ikke noget, almindelige mennesker lige har på kontoen. Så Anders og Søren risikerer at blive gældsat på grund af den her absurde sag. Som forening har vi ikke midler til at gå ind og hjælpe med at dække en eventuel regning. Men vi vil i givet fald arbejde hårdt for, at prisen for hundenes tvungne ophold på hundepension bliver sat ned,« fastslår Charlotte Andersson.

Højesteret fælder enten en dødsdom eller en frifindelse over Frigg og Marley tirsdag.