Det har været decideret livsfarligt på de danske veje flere steder i landet fredag. B.T. gennemgår her tre alvorlige tilfælde.

Vi begynder på Als i det sønderjyske, hvor politiet klokken 15.28 fik tilsendt en video vedhæftet en anmeldelse på mail.

Her kunne Syd- og Sønderjyllands Politi med egne øjne bevidne, hvordan en bilist lavede flere hasarderede overhalinger, som endte i faresituationer.

»Vi har faktisk det hele på video, og da vi så det, var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle gå efter vanvidsparagraffen,« lyder det fra vagtchefen Erik Lindholdt til JydskeVestkysten

Føreren af bilen, en 35-årig mand fra Sønderborg, fik derfor også prompte konfiskeret sin bil og blev sigtet for vanvidskørsel.

Nordpå i Braband ved Aarhus endte det mest alvorlige tilfælde i en påkørsel af en politibetjent klokken 18.14.

Her var bilisten i forvejen på flugt fra politiet, da han i høj fart påkørte en betjent, som forsøgte at lægge 'stop sticks' ud på kørebanen for at standse bilen.

Betjenten blev indlagt på hospitalet i kritisk tilstand. Lørdag morgen er der ikke nye oplysninger i sagen. Flugtbilisten er desuden stadig på fri fod.

Senere på aftenen fredag klokken 19.14 måtte Syd- og Sønderjyllands Politi igen på banen på grund hasarderet kørsel i Vojens.

Flere anmeldere fortalte, at en bil kørte hasarderet, mens andre har beskrevet en decideret biljagt i byen.

Politiet fandt ifølge JydskeVestkysten frem til en af de to formodede bilister, som var påvirket af alkohol under standsningen og derfor anholdt.

Her skulle ingen være kommet til skade. Har du været vidne i sagerne, kan du kontakte politiet på 114.