I flere timer blev en 23-årig mand bortført, slået og sparket.

Gerningsmændene krævede i starten en »dummebøde« på 100.000 kroner, men endte med at tvinge ham til at udlevere 450.000 kroner i kontanter.

På det tidspunkt havde offeret blandt andet været kastet ned i bagagerummet på en bil, inden han endte bagbundet på et badeværelse i Frederikssund, hvor mishandlingen fortsatte.

Sådan lyder hovedindholdet i den alvorlige tiltale mod otte unge mænd, som fremgår af en anklageskridft fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Når domsmandssagen med de otte tiltalte i alderen 19-36 år begynder i næste uge ved Retten i Glostrup, vil de især være anklaget for frihedsberøvelse og røveri.

Bortførelsen fandt sted tirsdag 3. september sidste år fra ved 20-tiden om aftenen og fire en halv time frem.

Her blev den dengang 23-årige mand ifølge anklageskriftet overfaldet i Brøndby ved at blive slået flere gange i hovedet med knyttet hånd. Desuden blev han sparket og trampet på, inden han blev smidt ned i bagagerummet på en bil og kørt rundt til flere adresse i Københavnsområdet.

Til sidst endte bortførelsen i Frederikssund, hvor offeret ifølge tiltalen blev anbragt på et badeværelse med hænderne bundet bag ryggen.

Her blev han fortsat fysisk mishandlet med slag og spark, ligesom han blev truet med en kniv, indtil han gik med til at røbe, hvor gerningsmændene et sted i nærheden kunne frarøve ham 450.000 kr. i kontanter.

Ifølge anklageskriftet blev offeret også truet med, at hans familie blev slået ihjel, hvis han gik til politiet, ligesom hans mor ville blive voldtaget.

Samtidig er tre af de tiltalte også anklaget for på gerningsaftenen at have frarøvet en anden person en Audi A3 med en kniv.

Alle otte tiltalte har navne, der peger på anden etnisk oprindelse end dansk, og i hvert fald den ene er i forvejen en kendt gangster, der flere gange tidligere har optrådt i alvorlige straffesager med forbindelse til bandemiljøet.

Her skulle han efter politiets opfattelse – i hvert fald tidligere – have haft en fremtrædende position.

B.T. er dog afskåret fra at oplyse nærmere detaljer om hans identitet, da han i lighed med de øvrige tiltalte er blevet beskyttet af et navneforbud i forbindelse med deres varetægtsfængsling.