En solid nytårsbrandert har givet en russisk styrmand juridiske tømmermænd i det danske retssystem.

Den 38-årige mand fik nytårsaften 2016 kort før midnat politibesøg sammen med to af sine kolleger på broen af et hollandsk indregistreret fragtskib.

Med bekymring havde de danske søfartsmyndigheder kunnet konstatere, hvordan det 135 meter lange fragtskib »Merweborg« var kommet så meget ud af kurs på turen gennem Øresund, at det var i fare for at grundstøde eller kollidere med Øresundsbroen.

Det blev dog forhindret af varslingssystemet Vessel Trafic Service (VTS), der døgnet rundt overvåger skibstrafikken i Øresund.

Da kaptajnen på fragtskibet blev kontaktet af både VTS og efterfølgende af Maritime Assistance Service (MAS) under Forsvarets Operationscenter, virkede han så beruset under samtalen med de danske myndigheder, at der blev slået alarm til politiet.

Fragtskibet blev med det samme beordret til at kaste anker i Øresund, og med hjælp fra to frivillige fra Marinehjemmeværnet sejlede politifolk ud til skibet, hvor der blev taget alkoholprøver på både kaptajnen, styrmanden og andenstyrmanden.

Blodprøverne viste en alkoholkoncentration i blodet på mindst 0,60 promille, men da de først blev taget seks en halv time efter gerningstidspunktet kl. 22.55, kan promillen på det tidspunkt have været betydeligt højere.

Den 38-årige andenstyrmand har adresse i den russiske havneby Vladivostok nær grænsen til Kina og Nordkorea - godt 7.600 km fra Danmark.

»Alligevel er han foreløbig den eneste af de tre russiske søfolk, som det er lykkedes dansk politi at forkynde tiltalen om spiritussejlads for. Han blev torsdag middag idømt en bøde på 1.500 kr. - dog uden at være til stede i retslokalet i Københavns Byret,« oplyser hans forsvarer - advokat Dorthe Fuglsang - til B.T.

Desuden blev den 38-årige russer betinget frakendt retten til at føre et skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester på dansk område i tre år.