Et fragtskib var nær gået på grund, da det natten til fredag sejlede gennem Øresund med en fuld kaptajn ved rorpinden.

Det liberiansk indregistrerede fragtskib 'Christine Y' havde nemlig kurs direkte mod land, skriver Maritime Danmark.

Heldigvis tog VTS Øresund, som overvåger skibstrafikken i området, affære.

Der blev slået alarm til kystvagten, og herfra lykkedes det af få radiokontakt med skibet.

Derfor fik skibet ændret kurs, inden det gik galt.

Alligevel besluttede kystvagten at borde skibet, og det viste sig, at kaptajnen var beruset.

Skibet blev beordret i land i Landskrona, og kaptajnen blev sigtet for spiritussejlads.

Lørdag morgen lagde skibet fra kaj i Landskrona og fortsatte sin færd mod Riga.