Bilforhandler Jeanette Nør-Jensen anede ikke uråd. Den unge mand var høflig og lignede det, han udgav sig for: En nybagt far på udkig efter en stationcar med plads til kæreste og baby.

Den 'høflige og helt almindelige danske unge mand' fik en prøvetur i en Mercedes C200, men da han ikke vendte tilbage til aftalt tid og ikke reagerede på hendes 40 opkald, blev hun bekymret.

»Jeg vil tro, at klokken er lidt over 13, da han kører, og han skal være tilbage senest 13.45. Det sker bare ikke, og jeg tænker, at han måske er ude hos kæresten og babyen, så jeg giver ham lidt længere tid, men da han stadig ikke er tilbage 14.15 begynder jeg at ringe til ham, og efter måske 40 ubesvarede opkald, tænker jeg, at den er helt gal,« siger hun til JydskeVestkysten.

Jeanette Nør-Jensen slår herefter alarm.

Senere skulle det dog vise sig, at Vestjysk Bilhus i Esbjerg, hvor Jeanette Nør-Jensen arbejder, ikke var den eneste bilforhandler i området, den unge mand med gult sygesikringskort og vellignende kørekort havde besøgt den uge.

Nogle dage forinden havde man hos WK Biler i Sædding modtaget en mail fra en mand, der også lige var blevet far og derfor var interesseret i en bestemt stationcar med god plads til en barnevogn.

Denne mand besøgte WK Biler i Sædding en halv time efter, han havde været hos Jeanette Nør-Jensen i Vestjysk Bilhus. Her lavede han præcis samme nummer - denne gang bare med en BMW.

Derfor efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi nu en Mercedes C200 med prøvepladen KS 5235 og en BMW 520d med prøveskilte CF 5096.

Hos WK Biler har man sat et hotelophold på højkant til den, der kan opklare mysteriet og bringe bilen tilbage.

Her ser indehaver Wesam Koftan dog på sagen med en vis sarkasme:

»Hvis jeg havde været ham, havde jeg nok valgt en af vores BMW'ere med hele udstyrspakken i stedet for den, han valgte,« siger han til JydskeVestkysten.