Sjældent, om nogensinde, har en digter i Danmark haft så megen succes og samtidig et så turbulent og intenst forløb omkring og efter sin debut som Yahya Hassan.

Nu er han tiltalt i en sag med ikke færre end 40 kriminelle forhold.

Den i dag 23-årige digter skal for Retten i Aarhus den 5. og 18. oktober. Det bekræfter hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, over for B.T.

I 2013, blot 18 år gammel, udgav han digtsamlingen med sit eget navn som titel og bragede på rekordtid gennem mediemuren og salgsloftet og rundede bare to måneder efter udgivelsen af 'Yahya Hassan' 100.000 solgte eksemplarer.

Siden da er der løbet en hel del plumret vand gennem Aarhus Å, og den dansk-palæstinensiske digter med en opvækst i en lomme af ghetto-delen af Danmarks næststørste by har i den mellemliggende periode trukket adskillige overskrifter som trusselsoffer, voldsoffer og selv skarptskydende og efterfølgende fængselsdømt pistolmand.

I den nye sag, hvor anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har lavet et samlet sagskompleks med de mange forhold, er han tiltalt for blandt andet at være brudt ind i et hus i Nordjylland og have begået brugstyveri af husejerens bil, trusler på livet mod en kvinde under et ophold på Hotel Royal i Aarhus, flere tilfælde af vold og trusler samt for flere gange at have brudt et polititilhold, som han har mod en kvinde.

'Det er en række småforhold. Stillingtagen må I se i retten,' skrev Michael Juul Eriksen mandag i en sms til B.T. om sin stærkt eksponerede klient, som siden midten af juli har siddet varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.

Hos den åbenlyst talentfulde digters forlag Gyldendal vil man ikke forholde sig til hans mange eskapader, som han har været og er involveret i ved siden af digtningen. Kun om hans forfatterskab.

Om det siger forlagsredaktør Simon Pasternak:

»Som digter blev Yahya Hassan jo hurtigt en meget stor stemme i dansk litteratur. Han skriver blandt andet om hele den måde, man kan være til på, hvis man kommer fra en ghetto i Danmark. På den ene side handler digtsamlingen om alt det, der er en del af det med kriminalitet og de ting, der følger med.«

»Men den handler lige så meget om oplevelsen af massive overgreb fra velfærdsstaten. Og så handler den om selve processen med at skrive bogen. Om at finde sin plads som forfatter. Om at finde sin plads i livet,« siger Simon Pasternak.

Han tilføjer:

ARKIVFOTO 2013 af digter Yahya Hassan- - Se RB 11/4 2016 12.15. Yahya Hassan klager over PET - vil beskyttes af livvagter. Den aarhusianske digter sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2015)
ARKIVFOTO 2013 af digter Yahya Hassan- - Se RB 11/4 2016 12.15. Yahya Hassan klager over PET - vil beskyttes af livvagter. Den aarhusianske digter sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2015) Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det vigtige budskab er, at Yahya Hassan ikke bare er en, der skriver om sit eget liv. Han er ganske simpelt en fantastisk digter. Han kan noget helt specielt med sproget, som er virkelig nyskabende og interessant. Han har fået en helt ny generation til at læse digte og litteratur. Jeg betragter ham som en meget stor digter.«

Et af de mest alvorlige tilfælde af kriminalitet, som Yahya Hassan er blevet dømt for, er, da han i marts 2016 skød den 17-årige Tolynay Yildiz i foden med en pistol i Aarhus-bydelen Hasle.

For det blev han idømt et år og ni måneders fængsel.

Blot fire dage før skudepisoden sagde han i et interview i Metroxpress, at han tre gange var blevet forsøgt myrdet pga. sin islamkritiske digtsamling.