Bevisførelsen er nu slut i rufferisagen mod Anni Brinch, 38, og det er ikke just lovende fremtidsperspektiver, der viser sig i horisonten for den kendte nøgenmodel og bordelejer.

Konstitueret vicestatsadvokat Jakob Nielsen vil nu i den forestående procedure kræve, at Anni skal have en højere straf end de to års fængsel, hun fik i byretten. Modsat vil Annis forsvarer, Ole Schmidt kræve frifindelse eller en mildere dom.

Men kommer Anni vitterlig i fængsel, når dommen afsiges onsdag i næste uge, så er det for en længere periode slut med det luksusliv, hun har kunnet leve sammen med Erik Damgaard på 300 kvadratmeter i villaen på Norasvej i Charlottenlund.

I fængslet kommer hun efter alt at dømme til at bo i en celle på syv kvadratmeter, hvor hun efter eget ønske også skal have sin lille elskede datter Victoria på et år  boende.

Hvis der bliver tale om fængsel, vil der formentlig gå omkring tre måneder,  før det bliver bestemt, hvor Anni skal afsone. En dom på omkring to års fængsel skal som udgangspunkt afsones i et åbent fængsel, og så kan Anni enten tage Victoria med til Horserød i Nordsjælland eller til Møgelkær ved Horsens.

Som udgangspunkt vælges det fængsel, som ligger tættest på familien, og det er Horserød.

-   Hos os vil en mor og hendes barn blive indsat på vores særlige familieafdeling, hvor der er plads til 18 personer. Her vil en indsat få syv kvadratmeter til sin rådighed. Der vil være en ottoman, en skrivepult, et overskab, en stol, et tøjskab, en håndvask og et lille køleskab. Der vil være frie rammer. Man bliver ikke låst inde, og der vil være adgang til fælles køkken, fælles stue og legerum. Desuden er der en stor terrasse, og en have med gynger, legehus og legetøj, fortæller fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen, Horserød.

Det er sjældent, at man har små børn på familieafdelingen i Horserød, men man gør i sådanne tilfælde meget ud af at varetage barnets tarv. Både fængselsbetjente og socialrådgivere vil være meget fokuseret op, hvad der foregår.

-   Forholdene er OK. Der er høje visitationskrav blandt de indsatte til afdelingen. Der kommer ikke misbrugere, og der er tale om stille og rolige indsatte, som er parat til at indrette sig på en fornuftig måde, siger Lene Møller-Nielsen.

Lige pt. er Horserød 100 pct. belagt, men der sker mange løsladelser, og som regel skaffes der plads til en indsat, som gerne vil have sit barn med i fængsel.

Inden Anni Brinch i givet fald kommer så langt, skal hendes situation vurderes af kommunen. Det sker meget ofte, at der i den slags situationer kan arrangeres dagpleje uden for fængslet i dagtimerne, og der er forskellige muligheder for Anni selv at tage sig af Victoria i forbindelse med det arbejde, hun skal udføre i fængslet – hvis hun altså kommer ind at sidde.

Anni har før prøvet, hvordan dagligdagen er i et fængsel. Det var under varetægtsfængslingen i 2009 i Odense Arrest. Her var hendes celle også yderst beskeden, og hun kunne ikke få besøg af Erik, der for øvrigt dengang gik i skilsmisseplaner.

Da hun kom ud igen, blev hun gravid, og Erik Damgaard vil ikke have problemer med at besøge under et eventuelt ophold i Horserød. Der er syv besøgstimer hver uge.

Andre læser også