En af politiets bemandede fotovogne er mandag morgen blevet påkørt af en bilist.
Både medarbejderen i fotovognen og føreren af personbilen er kommet til skade i ulykken.
Der er dog ikke tale om livstruende skader.
Det fremgår af en døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi mandag.
Påkørslen fandt sted klokken 07.47 på Karlslunde Strandvej i Greve. Her holdt fotovognen parkeret.
Politiet har mandag morgen ikke yderligere oplysninger om ulykken, fremgår det.
Fotovognene er centrale i politiets indsats i at bekæmpe fartovertrædelser på de danske veje.
Cirka 90 procent af hastighedsovertrædelserne registreres ved brug af fotovogne, og i 2023 kunne politiet udstede bøder for 759 millioner kroner på baggrund af målingerne fra vognene. Det fremgår af en rapport fra Rigsrevisionen fra februar 2025.
Fotovognene kaldes også ATK-biler. ATK står for Automatisk Trafikkontrol.
