Forulykket bil spærrer for færgen til Venø
En bilist havde ifølge politiet ikke trukket håndbremsen, og derfor trillede en bil i færgelejet ved Venø.

En bilist havde ifølge politiet ikke trukket håndbremsen, og derfor trillede en bil i færgelejet ved Venø.

Færgen til Venø i Limfjorden er onsdag eftermiddag blevet indstillet.
Det skyldes, at en bil er trillet i færgelejet, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Der var ingen personer i køretøjet, og politiet mener, at årsagen til uheldet er, at en bilist ikke havde trukket håndbremsen.
Den strandede bil gør, at færgen ikke kan sejle.
Venøfærgen sejler hvert 20. minut på hverdage mellem klokken 07 og klokken 18.
Efter klokken 18 er der en halv time mellem hver færgeafgang.
Det er ifølge politiet færgeselskabet, som skal stå for bjærgningen.
Overfartsleder Charly Clemmensen fortæller til TV Midtvest, at man har igangsat en dykkeraktion, som skal få bilen op af vandet.
- De skal binde en snor i bilen, og så har vi en traktor klar på øen, der skal trække den til siden, så færgen kan sejle igen, lyder det.
Indsatsen forventes at tage omkring en time, så færgedriften kan genoptages klokken 17.30, skriver mediet.
Venø ligger i Limfjorden nord for Struer.
RITZAU