Syngende lussinger og alvorlige kvælertag.

Det var tilsyneladende hverdag for det 31-årige drabsoffer Line Messerschmidt et par måneder før hendes brutale død sidste år i et rækkehus i Ruds Vedby.

Det kom frem mandag formiddag ved Retten i Næstved, hvor hendes 40-årige samlever er tiltalt for at have knivdræbt både hende og sin tidligere kæreste sidste år.

Han nægter sig skyldig, fordi han siger, at han intet kan huske om den blodige nat, hvor han efter begge drab selv ringede til politiet og tilstod, inden han frivilligt lod sig anholde.

En talstærk politstyrke med hjælp fra hunde ledte umiddelbart efter drabet i Kundby på en 35-årig kvinde efter spor ved gerningsstedet.
En talstærk politstyrke med hjælp fra hunde ledte umiddelbart efter drabet i Kundby på en 35-årig kvinde efter spor ved gerningsstedet. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ved retssagen i Næstved har specialanklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag formiddag fremlagt en række noter, som politiet fandt på den dræbte Line Messerschmidts mobiltelefon efter hendes død.

Noterne har nærmest karakter af en slags kortfattet dagbog, hvor hun flere gange i månederne op til sin død beskriver, hvordan den nu tiltalte samlever blev voldelig over for hende.

Han beskrives som tiltagende voldelig og har ifølge noterne både truet med kniv og taget kvælertag flere gange under deres skænderier, hvor han også angiveligt indrømmede at have været utro med sin tidligere samlever, som altså også endte med at blive myrdet.

»Martin blev ved med at give mig lussinger. Han tog kvælertag tre gange. Jeg troede nærmest, det var slut,« skriver Line Messerschmidt i et af sine notater et par måneder før drabene.

Politiets teknikere ved gerningsstedet i Kundby, hvor en 35-årig kvinde blev fundet dræbt i november sidste år – kort tid efter at en anden kvinde blev stukket ihjel af samme gerningsmand i Ruds Vedby.
Politiets teknikere ved gerningsstedet i Kundby, hvor en 35-årig kvinde blev fundet dræbt i november sidste år – kort tid efter at en anden kvinde blev stukket ihjel af samme gerningsmand i Ruds Vedby. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Nu kammer det helt over. Han har truet mig flere gange med kniv. 'Jeg har ikke lyst til at leve mere og vil tage dig med,' sagde han,« skriver drabsofferet på sin mobiltelefon en måneds tid før sin død.

»Martin giver mig den vildeste lussing, så det rungede i hele mit hoved. Han lignede en, der nærmest kunne dræbe med ansigtet,« skriver hun efter et andet skænderi.

Ifølge obduktionsrapporten, der mandag også er blevet dokumenteret i retten, blev den 31-årige kvinde dræbt med 28 stiksår og et snitsår fra en køkkenkniv, som gerningsmanden fandt i hendes køkken.

Dobbeltdrabene fandt sted 15. november sidste år med knap halvanden times mellemrum på Sjælland.

Først drabet på Line Messerschmidt i Ruds Vedby, der var hans samlever og søster til DF-politikeren Morten Messerschmidt.

Bagefter drabet på den tidligere samlever, den 35-årige Jeanette Rømer Hansen fra Kundby.

Kort efter drabene meldte den nu tiltalte mand sig selv til politiet i Holbæk og blev anholdt. Ved anholdelsen havde han betydelige mængder blod på sit sorte tøj og hænder, ligesom han havde blodstænk i begge sider af ansigtet.

Ved det efterfølgende grundlovsforhør nægtede han sig skyldig i drab, men erkendte vold med døden til følge.

Den 40-årige mand er ud over de to drab tiltalt for at have besiddet 107 gram amfetamin i hjemmet, hvor han boede med Line Messerschmidt – delvist med henblik på videreoverdragelse.

Hvis han kendes skyldig i dobbeltdrab, vil straffen efter normal praksis sandsynligvis blive fængsel på livstid.