Håbet om at finde den forsvundne Steffen Dam Jensen i live svinder time for time, men hans familie håber stadig på, at han kommer hjem i god behold. Samtidig forsøger de at forberede sig på det værst tænkelige.

»Vi tror på miraklet, men forventer det værste.«

Det fortæller Steffens far, René Dam Jensen, til Stiften.dk.

Det er nu mere end fire døgn siden, den 27-årige unge mand forsvandt sporløst på vej hjem fra en julefrokost på Restaurant Lave ved åen i Aarhus.

Steffen Dam Jensenforsvandt efter en julefrokost natten til den 1. december.
Steffen Dam Jensenforsvandt efter en julefrokost natten til den 1. december. Foto: Østjyllands Politi/privatfoto
Vis mere

Klokken var lidt over et natten til lørdag, da han forlod festen uden sin jakke og sin telefon.

Ingen ved, hvorfor han gik, for han havde aftalt med sin kæreste, at hun skulle hente ham, når festen var slut.

Steffen ringede aldrig som aftalt, og siden har både familien, politiet og frivillige ledt efter ham.

Sidste livstegn fra ham var omkring klokken halv to, hvor han gik ind i en 7-Eleven på Nørreport i Aarhus for at købe mad, men her slutter sporet.

Steffen Dam Jensen foran 7-Eleven den nat, han forsvandt
Steffen Dam Jensen foran 7-Eleven den nat, han forsvandt
Vis mere

Politiet har ledt efter ham med både hunde og dykkere i både havnen og ved Åboulevarden, men indtil videre uden held. Omtalen af sagen har givet politiet flere henvendelser i sagen, men endnu er der ikke kommet noget, der har kunnet opklare, hvad der er sket.

»Vi har desværre ikke fundet ham endnu, og vi har heller ingen spor at gå efter, men vi fortsætter eftersøgningen,« lyder det fra presseafdelingen hos Østjyllands Politi.

Tirsdag gik Steffen Dam Jensens pårørende sammen med frivillige fra organisationen 'Missing People' rundt i området omkring Nørreport i Aarhus og uddelte mere end 5000 flyers med Steffens signalement.

Formålet var at få så mange som muligt med i eftersøgningen.

Steffen Dams kæreste, Najda Schmidt, fortæller til Aarhus Stiftstidende, at familien har brug for al den hjælp, de kan få, for de kan næsten ikke mere.

Familien opfordrer alle århusianere - særligt beboere i kvarteret omkring Nørreport - til at tjekke udhuse, baggårde, kælder- og skralderum.

Faren siger til avisen, at det for dem nu gælder om at få Steffen hjem - uanset hvad, der er sket.

De er dybt taknemmelige over, at så mange frivillige deltager i eftersøgningen af deres søn, bror og kæreste.

»De er utrolig kede af det, bange og frustreret. De sidder og venter i uvished og håber hver dag, at i dag vil vi finde ham, og så bliver de så kede af det, når det så igen viser sig, at der ikke er noget nyt.«

Det fortæller Vivian Winther Eriksen fra Missing People, som hjælper politiet med eftersøgningen og som udtaler sig på vegne af familien.

Hun understreger, at det betyder meget for familien, at så mange hjælper med at lede.

»De er dybt rørte over den opbakning, hjertevarme og forståelse, de har mødt. Den rører dem dybt.«

Billede fra overvågningen ved 7-Eleven.
Billede fra overvågningen ved 7-Eleven.
Vis mere

Ifølge Vivian Winther Eriksen har både de pårørende og de frivillige gælde af, at familien deltager aktivt.

»Det betyder meget for mange pårørende, at de også får lov at deltage. Og det betyder også meget for de frivillige, for de pårørende er gode til at vise deres taknemmelighed,« siger hun.

Steffen Dam Jensen er cirka 195 centimeter høj og kraftig af bygning. Da han forsvandt, var han iført hvid T-shirt, lyseblå jeans, sort hættetrøje, sort uldjakke og gråbrune sko.

Har du set Steffen eller ved, hvor han gik hen efter julefrokosten, vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.

B.T. har været i kontakt med Steffen Dam Jensens familie, men de ønsker ikke at kommentere sagen yderligere i øjeblikket.