Mads Rygaard Hansen fra Nykøbing Falster, der blev meldt savnet lørdag den 11. august, er fundet død.

Det bekræfter politikommissær Casper Andersen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi. Mads Rygaard Hansen, der var i 20erne, har siden sin forsvinden været eftersøgt af både politiet og den frivillige organisation Missing People.

»Torsdag den 16. august drev en død person op på stranden syd for Farø,« siger Casper Andersen.

»Personen blev obduceret i fredags, og det stod efterfølgende klart, at personen var Mads Rygaard Hansen,« tilføjer politikommissæren.

Politiet satte efter den unge mands forsvinden alle sejl ind for at finde ham.

Både droner i luften og hunde på landjorden har været sat ind for at finde Mads Rygaard Hansen.

Derudover forsøgte politiet at indhente videomateriale fra overvågningskameraer i den forsvundnes lokalområde.

De pårørende er underrettet, og politiet oplyser, at den unge mands død efter alt at dømme skyldes tragiske omstændigheder.