Fredag eftermiddag blev der fundet et lig i Brabrandsøen i Aarhus.

Natten til lørdag kunne politiet slå fast, at det var forsvundne Jane Møller.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Det var kajakroere, som fandt noget i vandet, der lignede et lig. De alarmerede politiet fredag klokken 16.42.

Østjyllands Politi kunne kort efter ankomsten konstatere, at der var tale om et lig og fik området afspærret.

Siden har undersøgelser vist, at den dødfundne er identisk med 57-årige Jane Møller, som blev meldt savnet af sin familie 7. februar.

Hun forsvandt, efter hun havde besøgt sin kæreste torsdag den 4. februar og blev meldt savnet tre dage senere.

De pårørende er underrettet.