Den 45-årige Dorte Larsen, der forsvandt 29. december, er fundet død.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Dorte Larsen gik fra sit hjem på Gemmas Allé i Kastrup på Amager - ikke langt fra E20-motorvejen mellem Tårnby og Maglebylille i 'nedtrykt sindstilstand'.

Lige siden hendes forsvinden har politiet ledt efter Dorte Larsen med hundepatruljer og helikopter, mens frivillige har hjulpet til. Blandt andet i Amager Fælled, der ligger tæt på hendes hjem.

Politiet oplyser, at de fandt hende 'ikke langt fra hendes hjem'. De skriver, at der ikke er noget, der tyder på en kriminel handling.

Dorte Larsen havde inden sin forsvinden efterladt en lille, hvid seddel, hvor der stod:

'Jeg er gået en tur. Du kan bare bruge bilen. Husk at lægge en nøgle ud. Mor'.

Hendes mand gennem 30 år, Claus Larsen, har tidligere udtalt, at han ikke mente, at sedlen antydede, at hun havde til hensigt at begå selvmord.

45-årige Dorte Larsen.
45-årige Dorte Larsen. Foto: Politi
Vis mere

Dorte Larsen arbejdede til dagligt som dagplejermor. Hun efterlader sig sin mand og tre børn.

De pårørende er underrettet.

Rørende opslag

I Facebook-gruppen 'Forsvundne personer' har flere personer hjulpet til med at organisere den frivillige eftersøgning af Dorte Larsen.

Her har administratoren skrevet et rørende opslag:

'Det er med stor sorg jeg må meddele at savnet Dorte Larsen fra Amager der sidst var set den 29/12 desværre er fundet død Idag. Jeg takker på mine og pårørendes vegne alle jer der har hjulpet med at søge, dele og på anden måde hjulpet. Jeg skal bede jer om at fjerne de plakater i møder på jeres vej, og fjerne efterlysnings profil billeder.
Varme tanker til jer efterladte.'

På mindesiden 'Til minde om Dorte Larsen' bliver der også skrevet flere bevægende ord.

Her er der blandt andet én, der skriver:

'Det er en fuldstændig uvirkelig tanke, at vi ikke skal se Dorte mere. Hun var et fantastisk menneske, arbejdsom, kreativ, sjov, ligefrem og alt mulig godt.'