Han er ikke set siden mandag 23. januar sent om aftenen, og nu har politiet sat hunde ind i eftersøgningen.

26-årige Mads Ehmsen er sidst set mandag 23. januar klokken 23.30 ud for Storegade nummer 19 i Varde midtby. Det skriver Syd-og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Mandag har politiet så sat hunde og Beredskabsstyrelsen ind i eftersøgningen.

Politet opfordrer også stadig borgerne til at være opmærksomme, når de færdes i området. Man vil gerne i kontakt med folk, der har set Mads Ehmsen efter klokken 23.30 den 23. januar.

Da Mads Ehmsen forsvandt, var han iført sorte joggingbukser og medbragte en sort sportstaske.

Har du oplysninger i sagen, bedes du henvende dig til politiet på telefon 114.

Politiet oplyser også, at Den Mobile Politistation vil være til stede på torvet i Varde tirsdag 7. februar i tidsrummet mellem klokken 10 og 13.