Sognepræsten Thomas Gotthard, der er tiltalt for at slå sin hustru, Maria From Jakobsen, ihjel, har nu tilstået drabet.

Det erfarer B.T.

Den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen blev ifølge politiets tiltale dræbt 26. oktober sidste år. Drabet skete ifølge anklageskriftet sidste år i et tidsrum på 81 minutter mellem klokken 08.24 og 09.45 'i Frederikssund eller omegn'.

Samtidig er han også tiltalt for usømmelig behandling af liget af sin kone ved at have bortskaffet det på ukendt vis.

Den 43-årige Maria From Jakobsen fra Frederikssund blev ifølge politiet dræbt af sin præstemand 26. oktober sidste år.
Den 43-årige Maria From Jakobsen fra Frederikssund blev ifølge politiet dræbt af sin præstemand 26. oktober sidste år.
Vis mere

Det er disse tiltalepunkter, som præsten nu, ifølge B.T.'s oplysninger, har tilstået.

Dagen efter Maria From Jakobsens forsvinden meldte hendes søster hende savnet, og 29. oktober blev den efterlyste psykologs bil fundet efterladt på Rødkildevej ved Bellahøj i Københavns nordvestlige udkant.

Præsten blev anholdt og varetægtsfængslet godt to uger efter hustruens forsvinden, og har under sin fængsling pure afvist alle anklager mod ham. I begyndelsen nægtede han at udtale sig om de alvorlige drabsanklager mod ham med henvisning til, at han som præst havde tavshedspligt.

Efterforskerne ville ellers fra starten gerne have fået en forklaring på, hvorfor han i tiden efter konens forsvinden foretog en række relativt belastende søgninger på nettet på ord som  'havdybde', 'olietønder', 'selvmord', 'forsvunden' og 'rensemidler'.

Desuden er han i forhold til samleverens forsvinden ifølge politiet belastet af, at der ved en ransagning på deres bopæl efter hendes forsvunden er fundet en større mængde af de stærkt ætsende væsker saltsyre og kaustisk soda.

Undervejs i varetægtsfængslingen fik politiet ophævet navneforbuddet på den 202 cm høje præst for at kunne efterlyse henvendelser fra offentligheden om hans færden i tiden lige efter det formodede gerningstidspunkt. I den periode tillagde han sig ifølge politiet fuldskæg.

Særligt var efterforskerne interesseret i iagttagelser fra en række genbrugspladser i Nordsjælland, hvor billeder fra videoovervågningen afslørede, at han havde haft sin færden.

Blandt andet kunne man se, at Thomas Gotthard fredag 6. november klokken 13.23 var på Frederikssund Genbrugsplads, Strandvangen 17 i Frederikssund, hvor han blandt andet bortskaffede en grå sækkevogn med røde hjul og en blå fodertønde på ca. 60 liter.

Af billederne kan man blandt andet se, at den blå plastiktønde var pakket ind i en gennemsigtig plastikpose, da præsten iført grøn jakke og grønne gummistøvler tog den ud af bagagerummet på sin bil, ligesom han også skilte sig af med en anden plastikpose med ukendt indhold på samme tidspunkt.