I mere end syv måneder har den 18-årige Jennifer fra Køge været efterlyst.
Nu er hun dukket op igen.
»Mandag aften henvendte hun sig selv til politiet, som fik klarlagt, at der ikke er grundlag for at mistænke nogen for noget strafbart i forbindelse med hendes forsvinden,« lyder det onsdag morgen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det lyder videre, at hun er i god behold. Hendes pårørende er også blevet underrettet.
Det var 3. august, at den 18-årige kvinde pludselig forsvandt fra sin bopæl, og hun har siden været genstand for en storstilet eftersøgning.
Men der var ikke mange spor at gå efter.
Om morgenen slettede hun alle sine profiler på sociale medier, pakkede en taske og hævede alle sine kontanter i en hæveautomat.
Det eneste hun efterlod til sin familie var et brev og sim-kortet til sin telefon.
15. august blev hun så efterlyst af politiet, også internationalt.
Midt- og Vestsjællands Politi har dog eksempelvis over for B.T. forklaret, at flere tinger har peget på, at hun valgte at forsvinde frivilligt.
Nu er 18-årige Jennifer så vendt hjem.
»Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen og takker samtidig for de tip og oplysninger, som borgere har givet til politiet i forbindelse med eftersøgningen af hende,« lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.