Den forsvundne direktør Stein Bagger fra IT Factory skaffede startkapital til virksomheden ved at fuske med fakturaer og moms. Politiet og SKAT mistænker ham for momssvindel til cirka 10 mio. kr., men politiet nåede ikke at sigte direktøren før han forsvandt.

Det var SKAT som under momskontrollen kom på sporet af uregelmæssighederne i IT Factory. Allerede for godt et år siden, 1. oktober, anmeldte SKAT svindlen til Nordsjællands politi, som var ved at kulegrave sagen, da IT Factory gik konkurs.

- Vi har ikke sigtet Stein Bagger endnu, men jeg kan bekræfte at vi har en undersøgelse i gang mod ham og mod It Factory for grov momssvig, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra Nordsjællands politi.

Svindlen er på cirka 10 mio. kr., som staten er blevet snydt for med hjælp af falske fakturaer.

IT Factory har solgt varer til et dansk selskab og opkrævet moms, men har så ændret faktuaerne så det ser ud som om, at varerne er leveret til selskabets udenlandske afdeling, som ikke er momspligtig.

Derfor har IT Factory, ifølge politiets mistanke, kunnet stikke momsen i egne lommer.

Momssvindlen er pebernødder i forhold til det gigant-bedrageri til 500 mio. kr. som Stein Bagger mistænkes for i forbindelse med It Factorys konkurs.

Dén sag efterforskes nu af bagmandspolitiet, mens Nordsjællands politi fortsat efterforsker momssvindlen.

- Vi har et omfattende materiale fra SKAT som vi er ved at gennemgå. Derfor har det ikke været nødvendigt hidtil at foretage ransagninger hos IT Factory, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.





,

Den kreative bogføring i IT Factory gav virksomheden en form for uofficel "iværksætterydelse", hvor den skyldige moms i stedet blev brugt til at drive virksomheden for.

Nordsjællands politi undersøger i samme forløb om It Factory har snydt med selskabsskatten, som SKAT også mistænker.