Svindelsigtede Britta Nielsen har selv længe ønsket at vende tilbage til Danmark. Men hun har afholdt sig fra at melde sig selv til politiet i Sydafrika, fordi hun frygtede for et langvarigt fængselsophold i landet.

Det fortæller hendes danske forsvarer, advokat Nima Nabipour, til Ritzau.

I sidste uge blev en mand, der er sigtet for groft hæleri i svindelsagen, fængslet i Sydafrika. Han sidder nu varetægtsfængslet i det berygtede Modderbee Correctional Centre uden for Johannesburg, hvor de indsatte - som blandt andet tæller mordere og pædofilidømte - i nogle tilfælde sidder op til 40 personer i samme celle.

Forud for anholdelsen af Britta Nielsen mandag morgen klokken 05.30 dansk tid i Johannesburg havde Bagmandspolitiet og advokat Nima Nabipour været i dialog om de praktiske detaljer om hendes hjemkomst, fortæller Nima Nabipour til Ritzau.

Indgangspartiet til Britta Nielsens luksusejendom i Sydafrika.
Indgangspartiet til Britta Nielsens luksusejendom i Sydafrika.
Vis mere

Drøftelserne handlede om, hvorvidt Britta Nielsen kunne melde sig til politiet i Sydafrika, samtidig med at dansk politi var til stede. Og ikke mindst om, hvorvidt de kunne indgå en aftale om, at hun blev overleveret fra sydafrikansk til dansk politi 'relativt hurtigt'.

En egentlig handleplan kom dog ikke i stand, før Britta Nielsen blev anholdt.

Britta Nielsens forsvarer håber nu på en hurtig udlevering fra Sydafrika til Danmark.

»Hun har haft et ønske længe om at komme til Danmark og være med i den fortsatte efterforskning sammen med mig. Men det har ikke været praktisk muligt at melde sig selv og sige 'værs'go', her står jeg',« siger Nima Nabipour og tilføjer:

»Der er simpelthen nogle ting, der skal være afklaret, inden man gør den slags, så man ikke risikerer at skulle sidde meget lang tid i et sydafrikansk fængsel under forhold, som hverken jeg eller Britta Nielsen kender nærmere til.«

Nima Nabipour kan endnu ikke fortælle, hvordan hans klient forholder sig til sigtelsen mod hende. Først skal de sammen gennemgå sagen grundigt.

Forsvareren har været i kontakt med sin klient 'for ganske nylig'. Han fortæller, at hun efter omstændighederne har det 'fint'.

Mandag blev Britta Nielsen varetægtsfængslet ved et retsmøde i Johannesburg. De danske myndigheder har bedt om at få hende udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Udleveringen af Britta Nielsen kan tage en rum tid, vurderer lektor og ph.d. Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen fra Juridisk Institut ved Syddansk Universitet.

»Det vil gå pænt stærkt, hvis vi har Britta Nielsen hjemme inden for et halvt år,« siger han til B.T.

Bagmandspolitiet er ifølge presseansvarlig i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK, red.) Simon Gosvig nået 'langt i forhold til at sikre beviser' i sagen.

Han ønsker ikke at svare præcist på, hvor mange af de mindst 111 millioner kroner det frem til nu er lykkedes SØIK at opspore:

»Der er vi ikke så langt, at vi kan tale åbent om det endnu. Vi har ikke ramt 111 millioner,« siger han til B.T.

Britta Nielsen har været under officiel mistanke i sagen siden 25. september, hvor hendes tidligere arbejdsplads, Socialstyrelsen, meldte hende til politiet. Hun er sigtet for underslæb for mindst 111 millioner kroner. Strafferammen er op til otte års fængsel.