Efterforskningen af drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn kører fortsat på højtryk, og imens har B.T. har talt med forsvareren for den løsladte af de to mænd, der er sigtet i sagen.

Det er en 36-årig mand fra Flauenskjold og en 36-årig mand fra Østervrå, der begge er sigtet for drabet. Førstnævnte er varetægtsfængslet i fire uger, mens Vestre Landsret fredag besluttede, at sidstnævnte fortsat kan blive på fri fod.

Anklagemyndigheden ønskede ellers, at manden fra Østervrå skulle forblive bag tremmer, og derfor har B.T. spurgt hans forsvarer, Jakob Dalsgaard-Hansen, om politiet holder øje med hans klient?

»Det er slet ikke karakteren af det samarbejde, der har været med politiet,« svarer han og uddyber:

»Jeg kan sige det sådan, at politiet er opmærksom på, at min klient kunne blive udsat for truende adfærd fra offentligheden, og derfor kunne have brug for at blive passet på.«

Jakob Dalsgaard-Hansen fortæller desuden, at der siden grundlovsforhøret torsdag ikke er tikket yderligere henvendelser fra politiet ind i hans indbakke.

»Vi har ikke fået noget at vide om, hvorvidt det er nye beviser på vej. Vi er ikke blevet præsenteret for mere, vi skal forholde os til,« siger han og tilføjer:

»På nuværende kan jeg konstatere, at landsretten også har konstateret, at min klient skal løslades. Så med mindre der kommer nye ting på bordet, så er han mistænkt og sigtet med urette.«

Forsvareren fortæller, at han ikke ved, hvor hans klient befinder sig i landet, men så vidt han ved, har politiet frigivet den 36-åriges ejendom i Østervrå igen. Noget, som B.T. også har fået bekræftet af Nordjyllands Politi.

Jakob Dalsgaard-Hansen har dog flere gange efter grundlovsforhøret talt med sin klient, men han vil ikke sige noget om indholdet i deres samtaler. Heller ikke dialogen med politiet eller den 36-åriges rolle i sagen, vil han fortælle meget om.

»Men jeg kan fortælle, at min klient er og hele tiden har været imødekommende overfor politiet. Hvis politiet spørger, så svarer han,« siger forsvareren, uden at ville uddybe det yderligere.

Han henviser flere gange til, at grundlovsforhøret torsdag foregik for lukkede døre, og derfor kan han ikke fortælle yderligere.

B.T. talte torsdag aften kort med den 36-årige mand fra Østervrå, umiddelbart efter han blev løsladt.

»Jeg har ikke så meget at sige. Jeg er ked af det og rystet. Det har været nogle hårde dage. Nu vil jeg afvente, hvad politiet siger. Og ellers har jeg ikke noget at sige,« sagde han torsdag.

Det er ikke lykkedes at få Nordjyllands Politi til at bekræfte forsvarerens udlægning.